Send altid en forespørgsel inden du booker din tur ved at klikke her😊
Cykelferien Smag på Fyn/Herregårdsruten er en dansk cykelklassiker, som giver dig den ægte fornemmelse af Danmark uden for København. Den er et must på linje med andre cykelferie-klassikere i Europa. Og så er den arrangeret af det eneste lokale cykelrejsebureau på øen. Du får altså den bedste lokalkendskab, nærhed til arrangøren og ægte passion for cykelferie på vores ø.
Er du også til duften af gule raps- og hvedemarker, udsigten til grønne bølgende bakker, blå himmel og det friske pust af havvand? Og er du til de små oplevelser i knapt kendte områder og lokale smagsoplevelser? Og er du til bæredygtig rejse og mad suppleret med de mest unikt beliggende hoteller?
Så skal du opleve Fyn langsomt sammen med Bike Tours Fyn. Vi tilbyder den bedste måde at opleve Fyn, Danmarks have, på… nemlig fra cykelsadlen.
Smag på Fyn-turen er en nydelsestur, hvor vi undervejs på turen guider jer til en lang række af fynske oplevelser og særligt smagsoplevelser, så I virkelig får mulighed for at "smage" på Fyn.
Vi har med udgangspunkt i vores personlige oplevelser med Fyn skabt den perfekte ramme for jeres cykelrejse. Hver dag er en oplevelse fra morgenstundens bad i havet og den lækre morgenmad til dagens cykeletape med de små særlige oplevelser afsluttende med glæden ved at møde endnu et dejligt hotel næsten i vandkanten.
Et ekstra højdepunkt i denne cykelklassiker er mødet med den berømte eventyr-forfatter H. C. Andersens charmerende fødeby, Odense. Her starter og slutter du og får på den måde et nærgående kendskab til en by, der er blevet rost til skyerne i alverdens rejsemagasiner de seneste år.
Og bare rolig: vi ved hvad vi taler om :-). Vi har prøvet det hele og lover jer en oplevelsesrig cykelferie.
Vi glæder os til at give jer en fantastisk cykeloplevelse på Fyn.
Line og Mick Hartwig, fynboer med hang til oplevelser
Bike Tours Fyn - oplev langsomt
Højdepunkter:
- Odense, H. C. Andersens fødeby, en by i forandring.
- Charmerende hoteller med unik beliggenhed og unikke havudsigter.
- Bike Tours Fyns personlige guide med oplevelser langs ruten.
- Nyborg Slot, Danmarks Riges Hjerte i Middelalderen og Unesco-arv kandidat.
- Ærøskøbing på Ærø er Danmarks smukkeste 1700-tals by.
- Svendborg, Faaborg og Assens - bykernen i de gamle købstæder er usædvanligt velbevarede.
- Halvøen Helnæs med sin prægtige natur (kræver en lille afstikker)
- Den fynske natur og i sæsonen blomstrende syrenhegn og gule raps- og kornmarker.
- Smagsoplevelserne "Smagen af Fyn" - lokale specialiteter.
- Nærkontakt med havet og bademuligheder hele vejen rundt på ruten.
- Historiske fynske slotte og herregårde løst drysset rundt på Fyn.
Turen dag for dag:
Dag 1: Ankomst Odense 10-40 km. (valgfrit).
- Ankomst til Odense og hotellet, der ligger midt i det historiske H. C. Andersen-kvarter med brostensbelagte gader.
- Hvis I har bestilt cykler står de allerede på hotellet, så I kan vælge at cykle en tur i den meget cykelvenlige by. I velkomstpakken, som I får udleveret på hotellet giver vi forslag til ture rundt i og ud af byen.
- Overnatning i Odense
Dag 2: Odense-Nyborg 36 km. 137 højdemeter.
- I kører mod øst ud af Odense og tværs over Fyn og rammer Nyborg, Danmarks Riges Hjerte, hvor historien og nærheden til havet spiller så stor en rolle. Undervejs møder I bl.a. Den Romantiske Have, det unikke Flødebolletræ og et af Fyns mest karakteristiske og særegne småbryggerier.
- Overnatning i Nyborg
Dag 3: Nyborg - Svendborg 56 km. 322 højdemeter.
- Med solen over Storebælt tager I afsked med Nyborg og cykler igennem frugt- og bærlandet, Østfyn. I vil møde flere slotte og herregårde, charmerende Lundeborg, og der er mulighed for en række vingård-besøg. Nord for Svendborg følger I igen havet ind mod jeres hotel.
- Overnatning Svendborg
Dag 4: Svendborg – Ærø - Faaborg 21 km. 162 højdemeter.
- I forlader Svendborg ad vandvejen med Ærøfærgen for at cykle over Ærø, den største ø i det sydfynske øhav. I Danmarks mest romantiske og smukkeste lille by, Ærøskøbing, holder I sikkert frokost i en af de brostensbelagte gader. Herfra cykler I mod nord til Søby igennem landsbyer og bølgende landskab, hvor havet aldrig er langt væk. Dagens hotel ligger skønt placeret i Faaborg.
- Overnatning i Faaborg
Dag 5: Faaborg - Helnæs, Assens 32 km. 218 højdemeter.
- Det en forholdsvis kort dagstur gennem den bakkede sydfynske natur frem mod næste destination. Undervejs er der bl.a. mulighed for et besøg hos en godt gemt, men smukt beliggende vinmark og prøve et sjovt spil alle kan spille.
- Halvøen Helnæs ligger og byder sig til en afstikker inden man lander på det idyllisk beliggende hotel.
- Overnatning ved Helnæs, Assens
Dag 6: Helnæs, Assens – Middelfart 61 km. 308 højdemeter.
- Efter morgenmaden med udsigt må I sige farvel til jeres lille paradis. Men fortvivl ej for rejseruten i dag, og rejsemålet opvejer det. Turen går tværs igennem endnu en købstad, Assens, hvor en frokost på gågaden er oplagt, inden det vestlige Fyn forceres. Jeres destination i Middelfart, der ligger omgivet af hav og broer ved Lillebælt.
- Overnatning i Middelfart
Dag 7: Middelfart – Odense 60 km. 334 Højdemeter.
- Turen til Odense går igennem det kystnære nordfynske sommerland og følger skov og nedlagte jernbanespor. Der er mulighed for flere interessante stop – hvad med f.eks. en rundvisning på Europas største bisonfarm?
- Overnatning i Odense.
Dag 8: Afrejsedag
- Det er afrejsedag, og har I ikke nået vandreturen i Odense by eller besøget på Egeskov slot, så er muligheden der måske nu.
Fakta:
- Start/Slut: Odense
- Ankomst: Søndag
- Afrejse: Søndag
- Turlængde: 7 overnatninger/8 dage
- Længde pr. dag: 21-60 km.
- Længde i alt: Ca. 245 km.
- Terræn: Asfalt landevej med meget lidt biltrafik, grusveje og regulære cykelstier
- Højdemeter: 1481 højdemeter.
- Niveau: Middel